Søndre Urnebegravelsesplads i Lykkeshøj skov

Mary-Ann Wulff Bliv klogere

For fem år siden var det et ønske fra flere sider, at man i Randers og omegn kunne blive begravet i uindviet skov. Dette ønske valgte kommunen at lytte til. Der blev afsat et område på to hektar, det vil sige 20.000 m2 eller to kvadratkilometer, med mulighed for udvidelse til 10 hektar. Selve området er valgt, så biler kan køre ind og ud uden at skulle bakke. Bilerne kører en form for runde, og der er i det hele taget gode muligheder for adgang til stykket.

De urner, som bliver nedsat her, bliver ikke markeret på nogen måde, og retten til det enkelte gravsted udløber efter 10 år uden mulighed for forlængelse. Det er muligt for de efterladte at være med til urnenedsættelsen efter aftale med Randers Kommunes kirkegårdskontor, men man må ikke pynte gravstedet på nogen måde. Selve gravstedet er en halv meter gange en halv meter et helt anonymt sted i skovstykket. Gravstederne kan ikke reserveres. Urnerne skal selvfølgelig være lavet af nedbrydeligt materiale, men det er mange urner jo allerede i dag.

For at en urne kan blive sat ned på Søndre Urnebegravelsesplads skal man kontakte sin bedemand eller Randers Kommunes kirkegårdskontor og lave en aftale med dem. Man kan ikke selv vælge hverken tid eller det præcise sted, men man kan altså godt få lov til at være med. Priserne på denne form for begravelse er 1.295 kr. for en nedsætning uden følge og 1.795 for en nedsætning med følge. Disse priser gælder frem til d. 31. december 2020.

Det er hele tiden muligt for alle at komme på pladsen og gå en tur, men man skal selvfølgelig opføre sig ordentligt, lige som man ville gøre på enhver anden kirkegård.

Se også:

https://www.etfintfarvel.dk/gamle-kirkegaarde-randers-oestre-kirkegaard/

https://www.randers.dk/borger/personligt/livets-afslutning/kirkegaarde-og-gravpladser/om-begravelsespladser/

© Begravelsesforretningen Brdr. Oest