Hvem er vi?
I vores forretninger er vi en gruppe af medarbejdere, som hver dag forsøger at gøre en forskel for de familier, der kontakter os. Vi er stolte af vores ansatte og vil gerne præsentere, hvem I vil møde, når I kontakter os.
Vi arbejder på tværs af forretningerne, men er som hovedregel tilknyttet én af forretningerne.

I 2008 købte Jan forretningen Nanny S. Kristensens Eftf. i Grenaa, og i 2014 overtog han Brdr. Oest sammen med sin søster Hanna Nørager Sørensen. Jan har taget uddannelsen som bedemand sideløbende med arbejdet i forretningen, og han finder stor tilfredsstillelse i at hjælpe andre.
Jan siger: "Det vigtigste at have for øje er, at det er vores opgave at forsøge at gøre en positiv forskel i en meget vanskelig situation."

Hanna siger: "Det bedste er at gøre en forskel. På grund af min fars arbejde er jeg vokset op med den fornemmelse for, og forståelse af, at vores fornemste opgave er at stille os til rådighed for de pårørende. Familierne viser os en stor tillid, når de vælger, at vi skal hjælpe dem i en svær proces, og denne tillid skal vi honorere med omsorg og respekt."

Det var ved lidt af et tilfælde, at Bent kom ind i bedemandsarbejdet, men han har aldrig fortrudt sit valg. I oktober 2002 overtog Bent Brdr. Oest, og i 2003 udvidede han forretningen med Bastrups Eftf. i Hadsund.
Bent arbejder stadig som bedemand i forretningen, selvom han i 2014 solgte forretningen til to af sine børn - Hanna og Jan Nørager Sørensen. For Bent er repekten for fagets traditioner vigtig og dermed naturligvis også respekten for de pårørende og deres ønsker i forbindelse med "Den sidste rejse".

Tidligere var Lisbeth beskæftiget i hjemmeplejen i næsten 25 år. Det vigtigste for Lisbeth er at forsøge at gøre en positiv forskel i en svær situation.
Lisbeth siger: "Man har jo kun ét forsøg til at gøre tingene på en ordentlig måde - og det ene forsøg skal være det optimale."

Jette er oprindelig butiksuddannet og har også 25 års erfaring inden for hjemmeplejen og på plejehjem. I forbindelse med arbejdet ser Jette det som sin fornemste opgave at hjælpe efterladte med at finde frem til, hvordan de ønsker den sidste afsked skal være.
Jette siger: "Jeg kan lide at hjælpe andre, at gøre en forskel, at lytte og drage omsorg for de efterladte således, at afskeden med deres kære må blive så god som muligt."

Kurt er stadig meget glad for sit job, fordi alle dage er forskellige, og det er dejligt at kunne løse opgaverne på en måde som de pårørende kan bruge til noget positivt. Kurt holder også foredrag for bl.a. konfirmander her i vores lokaler, og konfirmanderne er meget trygge ved at stille alle deres spørgsmål til Kurt.
Kurt siger: "Det handler om tillid; det er vigtigt at gøre en forskel på en så positiv måde som muligt."

Mary-Ann kan virkelig godt lide arbejdet hos Brdr. Oest og ved at stille alle de "dumme" spørgsmål, hun kan komme i tanke om, er hun langsomt ved at blive klogere på bedemandsbranchen.
Mary-Ann siger: "Jeg har stor respekt for alle hos Brdr. Oest, og for det fantastiske arbejde alle udfører. Varmen og humoren betyder meget på denne arbejdsplads; samtidig er respekten for de pårørende og for arbejdets karakter tydelig at mærke."