Handskemager Prosper Mattat

Kirkegårde som kulturarv

Mary-Ann Wulff Bliv klogere, Historie, Vi går bagom historien

Berømte mennesker i Randers

På Østre Kirkegård i Randers blev handskefabrikant Prosper Mattat og hustru begravet i henholdsvis 1937 og 1933. Prosper Mattat var efterkommer af den berømte handskemager Charles Louis Francisais Mattat, som blev hentet til Randers for at hjælpe Randers Handskefabrik på fode igen. Det er Mattats fortjeneste, at Randers handsker stadig eksisterer. Fabrikken gik i arv i familien og gjorde Randers til hovedby for handskefremstilling. Randers handsker har bl.a. leveret handsker til både det britiske og det danske kongehus. I dag står de to gravsten lænet op ad en pæn mur. Det er sandsynligvis fordi, der ikke længere findes et gravsted tilhørende stenene, og vi kan kun gætte på, hvordan det oprindelige gravsted har set ud.

Christian de Fischer fra Grenaa

I Grenaa har de en flot gravsten stående efter Christian de Fischer. Han var generalkrigskommissær og dansk officer, og hans far reddede engang Frederik lV op af en kalkgrube og Christian Vl ud af et brændende hus. Christian blev i 1811 optaget i adelstanden. Senere blev han ridder af Dannebrog. Det er spændende at læse på disse gravsten om titler og mennesker, som ikke findes mere, men desværre er der rundt omkring i Danmark en del af vores fælles historie som er ved at forsvinde.

Dem, vi var

Der bliver flere og flere tomme pladser på landets kirkegårde, og det er en tendens i hele landet. De fleste mennesker bliver brændt nu og nedsat i fællesgrave, urnegrave eller bliver spredt over vand. Det efterlader en form for tomrum. Fysisk tomrum, fordi en urnegrav ikke fylder så meget som en kistegrav. Vidensmæssigt fordi vi ikke længere går så højt op i at fortælle verden, hvem vi var på gravstenene. I fremtiden får vi muligvis ikke længere muligheden for at fortælle vores børn, at en bødker lavede tønder, og en handskemager syede personligt tilpassede handsker til folk. Selvfølgelig kan vi fortælle vores børn om disse ting, men den naturlige nysgerrighed hjælpes godt på vej på en kirkegård.

Her kan man tænke over ting

Og hvor kan man ellers gå hen og tænke over folks livslængde? Og spekulere lidt på, hvordan disse mennesker havde det, mens de levede? For mange mennesker er en kirkegård måske et dystert og sorgfuldt sted, men det er samtidig en fredfyldt og stille oase i mange store byer. På en kirkegård ses flere træsorter, som vi ikke ser til dagligt. Der er næsten altid også smukke blomster at kigge på. De smukke smedejernshegn omkring de gamle gravsteder er også et studie værd, og måske er der endda et lille mausoleum eller to at undres over – for hvordan ser der ud inde i sådan et, og ligger der stadig afdøde derinde?

Børn kan også opleve en værdi ved at gå tur på kirkegården. Man skal selvfølgelig ikke fortælle spøgelseshistorier, men en kirkegård er et godt sted at snakke om døden og dermed måske gøre døden mindre farlig og mindre tabuiseret.

Familien Randrup fra Randers

På Nordre Kirkegård i Randers er der et enkelt mausoleum. Det bliver ikke længere vedligeholdt, som det blev engang. Det er der desværre ikke penge til, og der er ingen familie, som betaler for vedligeholdelsen. Planterne gror vildt omkring dette mausoleum, og indvendig bliver det ikke længere renholdt, så nedfaldne blade m.m. ligger i bunker på gulvet. Det er en skam, for selve tanken om at nogle mennesker blev begravet på denne måde forsvinder jo så efterhånden også.

Inde i selve mausoleet står en pæn lille bænk sammen med to gamle kister og to urner. Her har de pårørende fra familien Randrup kunnet sidde og tænke på deres afdøde og måske endda tage en lille snak med dem. Mausoleet er ikke åbent for offentligheden, men graveren tog mig med derind, da jeg var på rundvisning på kirkegården sammen med hende.

Bevaring af de gamle sten

 

Mange steder stiller man stenene fra de nedlagte kistegravsteder samlet et pænt sted på kirkegården, som her på Østre Kirkegård i Randers, og de er også interessante at se på. Men går der alligevel noget tabt på denne måde? Hvad ville værdien for eksempel være i at samle stenene fra Vorupør Kirkegård i Vestjylland, hvor gravstenene beskriver det hårde liv som fisker omkring år 1900? På gravstenene på denne kirkegård kan man læse om fætter- og kusineægteskaber, druknedød til havs, fiskernes mange børn og børnedødelighed. Og ikke mindst kan man se fiskernes forhold til religion ved at læse de mange bibelvers på gravstenene. Det ville da være synd, hvis denne del af vores kulturarv forsvandt?

Men hvad når nu tingene er som de er, hvad kan vi så stille op med de tomme pladser på kirkegårdene? Læs med næste gang.

Se også:

https://www.etfintfarvel.dk/hemmeligheder-paa-nordre-kirkegaard-randers/

https://www.etfintfarvel.dk/hemmeligheder-paa-nordre-kirkegaard-del-2/

https://www.etfintfarvel.dk/joediske-kirkegaard-randers/

https://nytomgammelt.wordpress.com/2015/10/06/vorupoer-gl-kirkegaard/

P.S. En bødker fremstiller tønder og fade, en garver ordner skind til fx handsker, en gørtler arbejder med at fremstille ting i for eksempel messing og en høker var en lille købmand med en bod på det lokale torv.

© Begravelsesforretningen Brdr. Oest