Hvordan kan du hjælpe et sørgende medmenneske?

Mary-Ann Wulff Sorg

Statistikkerne siger, det sker for os alle, men statistikkerne kan ikke sige noget om, hvordan vi hver især reagerer i situationen. Vi vil alle opleve at møde et menneske, som er i dyb sorg på et eller andet tidspunkt i vores liv, og hvad gør vi så?

Den menneskelige reaktion, når vi oplever at andre har det skidt, er, at vi gerne vil hjælpe, hvis vi kan. Men hvordan hjælper man bedst et medmenneske, som er i sorg? Svarene er mangeartede, og det kommer i høj grad også an på, hvordan vi selv er som personer, og hvordan vores forhold til den sørgende er. Der er jo forskel på, om det er en nærtstående person eller en mere fjern bekendt, men vi vil jo gerne hjælpe, hvis vi kan; uanset forholdet til vedkommende.

Jeg kondolerer…

Ved en bisættelse/begravelse er det i Danmark almindeligt at hilse på de pårørende ved at give hånd og bruge udtrykket ”kondolerer”, men måske er ordet ”kondolere” nu på vej ud af vores sprog. At kondolere var oprindelig et ord til at udtrykke/vise sin medfølelse. Ordet stammer fra latin og betyder noget i retningen af ”at lide med dig”, så når man siger: ”Jeg kondolerer”, siger man i virkeligheden: ”Jeg lider med dig”. Dette er de færreste nok klar over, da mange af os forbinder ordet med bedemandsbranchen især. De professionelle mennesker, som har med dødsfald at gøre, siger jo netop ”kondolerer”, fordi de ikke er personligt involveret, men samtidig vil de naturligvis gerne vise medmenneskelighed, respekt og omtanke.

Det gør mig ondt

Nu om dage er der mange mennesker som siger: ”Det gør mig ondt”, ”jeg føler med dig” eller ”jeg beklager dit tab” i stedet for ordet ”kondolerer”, hvis man et tæt på den sørgende; altså nær familie eller ven, og det er muligvis fordi den oprindelige betydning af ordet kondolerer er blevet glemt, eller fordi nogle mennesker synes, det lyder for stift. På den anden side må man jo også sige, at til en bisættelse/begravelse kan der komme en del mennesker, man ikke umiddelbart har et meget nært forhold til, og her er ordet ”kondolerer” jo godt.

Hvad siger man, når den første tid i sorg er gennemgået?

Men hvad siger man egentlig til et menneske som er i dyb sorg, når alt det praktiske med fx bisættelse/begravelse er overstået? Man kan jo ikke blive ved med at sige de samme små ting, men findes der nogle rigtige ting at sige? Det kommer selvfølgelig an på forholdet til den sørgende og på ens egen personlighed, men der er i hvert fald ting, som ikke er for smarte at sige; ting som ”Kom nu videre”, ”op på hesten igen” eller den værste, (synes jeg), ”hvor er det godt, du har et barn mere” til den, som har mistet et barn. Og en enkelt løftet pegefinger mere: Hvis du skriver på nogens Facebook side, så tænk over, hvordan, det du skriver, vil blive opfattet af modtageren. Forsøg at holde dig til en skrivestil, som passer ind i den fælles verden I har delt. Du kan jo også sende en buket blomster med et sødt kort og en hilsen eller sende en personlig mail eller ringe til vedkommende.

Gode ting at sige til et menneske i sorg kunne være: ”Hvad kan jeg gøre for dig”, ”jeg kan huske da vi…. (indsæt her gerne et godt minde om afdøde)”, ”jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige”, ”du er i mine tanker” og måske vigtigst ”hvad har du brug for, vi taler om?”

Skal jeg lufte din hund for dig?

En anden god ting kunne være at gøre noget praktisk for den sørgende; spørg gerne: ”Skal jeg ikke lige svinge støvsugeren for dig, tage opvasken, vasketøjet, lufte hunden” osv. Det kan også være rigtig godt at få den sørgende med ud at gå/køre en tur, man snakker godt sammen, når man bevæger sig, og nogle gange kan det være lettere at tage de lidt svære samtaler, mens man ikke sidder over for hinanden ved et bord.

Når det bliver hverdag for os andre

Efterhånden som tiden går, kan det blive sværere og sværere at vide, hvordan man skal forholde sig til den sørgende, for livet fortsætter jo, og for én selv forsvinder følelsen af tab lige så stille, hvis den afdøde ikke var tæt på én selv. Men savnet forsvinder ikke nødvendigvis hos den sørgende. Tit har omgangskredsen måske ikke forståelse for den sørgendes behov, omgangskredsen er jo videre med deres liv, og det er den sørgende måske også; i hvert fald på overfladen. Jobbet er genoptaget, man får klaret de praktiske ting, selv om man stadig sørger/savner, og omgangskredsen spørger ikke så meget ind mere.

Nogle mennesker får slet ikke talt om deres sorg/savn; ja nogle mennesker kan endda finde på at isolere sig mere og mere efter, at de praktiske ting lige efter et dødsfald er overstået. Som en ven må man respektere dette, hvis det er netop dét, den sørgende har brug for i en periode, men her er det vigtigt, at man bliver ved med at vise, at man er der for dem. Det kan man gøre på mange måder; man kan ringe, man kan skrive et/en brev/mail til dem, man kan sende blomster, listen er nærmest uendelig; det handler om, at man hele tiden viser den sørgende, at man er der, når han/hun er parat til at genoptage venskaber/aktiviteter.

Ring endelig, hvis du får brug for mig

Det handler ikke om at sige:” Du må endelig kikke ud, når du får tid” eller ”ring endelig, hvis du har brug for mig” – det har den sørgende måske ikke overskud til. Derfor bør det vende den anden vej rundt; det er dig, som bør gøre noget, hvis du vil forsøge at hjælpe. Og du bør ikke forvente mere, end den sørgende er parat til at give. Måske får du ingen svar på hverken blomster eller mails men bliv endelig ved alligevel. Du skal nok få en reaktion, når den sørgende er klar til det.

Andre mennesker har meget brug for at dele minder, tale meget og længe om afdøde, se på fotos, mindes gamle dage, og vise ting frem. Også dette er helt almindeligt, og her kan du i høj grad deltage, og du skal være tålmodig, selv om det kan være femte gang du hører om den dejlige tur til xxx for ti år siden.

I bund og grund handler det jo om, at mennesker skal mødes af forståelse og omsorg og respekt; præcis sådan som du selv gerne ville mødes, hvis det var dig, der var i situationen.

Læs mere om sorg her:

https://www.etfintfarvel.dk/faa-hjaelp-til-din-sorg/

https://www.etfintfarvel.dk/at-tale-om-doeden-er-en-personlig-ting/

https://www.etfintfarvel.dk/hjaelp-til-sorg/

© Brdr. Oest Begravelsesforretning