Hvor og hvordan vil vi anbringes efter døden?

Mary-Ann Wulff Bliv klogere, Vi går bagom historien

Det er naturligt for os at blive begravet på en kirkegård

I takt med at flere og flere mennesker vælger at blive brændt efter døden, forsvinder de store kistegravsteder på landets kirkegårde. Et kistegravsted er normalt fredet i 20-30 år efter begravelsen, og der er ikke længere så mange mennesker, som vælger at lade fredningstiden forny. I Danmark har der været tradition for kistebegravelser helt tilbage til vikingetiden.

Siden vikingetidens overgang til kristendommen er der blevet begravet mennesker i den kristne øst/vendte stilling vi kender i dag, hvor hovedet vender mod vest, så man kigger mod øst og dermed solopgangen. Der er fundet kristne grave fra omkring år 800 ved Ribe Domkirke. I år 800 var der ikke mange kristne i Danmark, men nogle af dem blev altså begravet på en kirkegård.

Siden dengang har det været en naturlig ting for os at blive begravet på en kirkegård. Bortset fra i pestårene i 1700-tallet blev folk begravet i kister. Under pesten døde der simpelthen for mange mennesker til, at alle kom i kister. Så vi kan roligt fastslå, at kistebegravelser har været foretrukken i mange, mange år.

Denne tradition er vendt i disse tider. Der er i dag flest mennesker, som bliver brændt i de store byer. Skal man finde levende tradition for en kistebegravelse, skal man ud på landet. Langt de fleste bliver brændt og enten nedsat i urnegravsteder af forskellig slags, eller de pårørende spreder asken over åbent vand. Det, som er en naturlig ting for os nu, nemlig at blive brændt efter sin død, var oprindelig ulovligt i Danmark. Den første som blev brændt i Danmark, var en tugthusfange fra Lund i Sverige i september 1886. Først i 1893 blev det lovligt at blive brændt, men vi skal helt op til 1975 før brænding sidestilles med kistebegraver rent lovmæssigt.

Flere og flere bliver brændt

I 1975 blev cirka 50% af alle afdøde brændt, og i 2018 var tallet steget til 83,9%. Denne stigning har stor betydning for landets kirkegårde. Tidligere blev de enkelte kistegravsteder genbrugt efter fredningstidens udløb, hvis ingen ville betale for at bevare dem, men nu nedlægges kistegravstederne i stedet.

Grundene til denne stigning i antallet af kremationer er mangeartede, men først og fremmest skyldes det en holdningsændring i den danske befolkning. Prisforskellen på et kistegravsted og en urnegrav spiller nok ind for nogen, men der er også grunde som at folk flytter mere og mere efter jobs eller familie, og at folk efterhånden mener, at livet er vigtigere end et eftermæle i døden.

Selv om mange vælger at blive brændt, er det stadig de fleste, som ønsker urnen nedsat på en kirkegård i enten en fællesgrav eller i et lille urnegravsted med en gravsten og eventuel plads til længstlevende ægtefælle. Nogle steder kan man også få urnen sat ned i en fælles urnegrav, hvor der så bliver opsat en lille plakette med afdødes navn på et på forhånd udvalgt sted. Tendensen går dog mod, at flere end tidligere vælger at få asken spredt over hav. Argumenterne for askespredning er mangeartede. For eksempel ønsker mange mennesker at blive husket som levende og ikke som et sted på en kirkegård. Mange har også et nært forhold til havet. Danmark er jo omkranset af hav til næsten alle sider. Andre igen siger, at de ved spredning over hav altid vil være nær deres kære uanset, hvor i verden disse måtte befinde sig.

Deling af asken

Efter at Prins Henrik valgte at få delt sin aske mellem et urnegravsted og at få den spredt over åbent vand, er opmærksomheden på denne mulighed også blevet større. Man kan give sin mening til kende på forhånd, mens man stadig er i live. Det er dog ikke sikkert, det vil blive imødekommet. Bedemanden kan hjælpe, hvis de pårørende ved, at det var afdødes ønske – men igen er det ikke sikkert, at det vil blive imødekommet. Som altid skal det nævnes, at det er godt, hvis man har taget stilling på forhånd. Muligheden for at dele asken kan for eksempel afhjælpe dét at komme fra et andet land og ønsket om at få en del af asken hjem til moderlandet. Også familier, hvor afdøde ønsker at få asken spredt over hav, og de pårørende gerne vil have et urnegravsted at besøge kan benytte sig af muligheden for askedeling.

Konklusionen på denne holdningsændring bliver så også, at mange kistegravsteder forsvinder. Men kommer vi ikke dermed til at mangle en stor del af vores kulturarv, efterhånden som de gamle gravsteder forsvinder?

Læs med næste gang.

Læs i øvrigt også gerne:

Om Randers krematorium – både det gamle og det nye:

https://www.etfintfarvel.dk/randers-krematorium-foer/ 

https://www.etfintfarvel.dk/randers-krematorium-foer-del-2/

Da kirkegårde blev taget i brug i Danmark:

https://www.etfintfarvel.dk/doedens-historie-1/

Da der kom forbud mod begravelser inde i kirkerne, sikkerhedskister og forskelle på gravsteder:

https://www.etfintfarvel.dk/doedens-historie-del-2/

Hvordan udviklede krematorier sig og hvorfor?

https://www.etfintfarvel.dk/doedens-historie-del-3/

© Begravelsesforretningen Brdr. Oest