Få hjælp til din sorg

Mary-Ann Wulff Bliv klogere, Sorg

Sorg behøver ikke nødvendigvis være knyttet til et dødsfald. Man kan også være i sorg over et mistet job, en skilsmisse, et kæledyr, alvorlig sygdom eller tab af et godt venskab, men den livsændrende sorg er tit knyttet til et dødsfald, og her er der hjælp at få.

Økonomisk tilskud til psykologsamtaler

Hvis du er pårørende til en afdød kan du få økonomisk hjælp til psykologsamtaler gennem din praktiserende læge. Du skal bestille tid hos din læge og forklare ham/hende situationen, og så kan du få en henvisning til psykologsamtaler. Henvisningen skal udstedes inden for 12 måneder efter dødsfaldet. Den enkelte læge anbefaler ikke en bestemt psykolog, så du skal sikre dig, at den psykolog du vælger, er tilmeldt overenskomsten. Med en henvisning kan du få dækket 60% af udgiften til samtalerne af regionen, og hvis du er medlem af Sygeforsikring Danmark, får du også tilskud herfra; også hvis du er i gruppe 5.

Du kan læse mere om psykologhjælp her

Find en psykolog, som er tilmeldt overenskomsten i dit område

Sorgrupper

For mange mennesker er det at deltage i en sorggruppe en god idé. Her mødes man med ligesindede og får snakket fælles tanker/følelser igennem. Mange steder tilbyder kommunen sorggrupper og tit er det med deltagelse af en professionel til at lede møderne. Andre steder er det deltagerne selv, som styrer møderne.

Som medlem af en sorggruppe er du ikke forpligtet på nogen måde til at dele andet med de andre, end det har lyst til. Hvis det er en sorggruppe i folkekirken, kræver det ikke, at du har en stærk tilknytning til folkekirken. Alle kan deltage, og som udgangspunkt er der ikke noget kirkeligt islæt i gruppens arbejde.

En sorggruppe i nærheden af dig inden for Folkekirken kan du finde her

Sorglinjen

Hvis du har brug for at tale med et andet menneske, er det nu også blevet muligt at kontakte Sorglinjen alle dage mellem klokken 17.00 til 21.00. Du kan ringe og snakke med en af de frivillige, som sidder klar, du kan sende en eller flere SMS’er og få svar, du kan chatte med en frivillig via din PC eller du kan skrive et brev og sende det via formularen på Sorglinjens hjemmeside – og dit brev vil blive besvaret hurtigst muligt.

Her kan du finde Sorglinjen – og det er ikke kun for børn og unge, men for alle mellem 13 til 99 år.

De pårørende

Selvfølgelig vil det være en naturlig ting at tale med sin omgangskreds om éns tab, men det kan nogle gange være svært for omgangskredsen at vide, hvordan de kan reagere bedst muligt på sorgen og dens udtryk. Man kan komme ud for, at folk siger ting som fx: ”Er det ikke ved at være tiden, hvor du skal videre med dit liv?” eller ”Tænker du stadig på det?”, og det kan gøre ondt, men det er nok mere udtryk for folks magtesløshed end et udtryk for, at de ikke vil hjælpe.

Individuel hjælp

Sorg er individuel, og dermed konstaterer man jo også, at hjælpen skal være individuel. For den sørgende kan det være uhyre vanskeligt at give udtryk for, hvad man har mest brug for fra sine nærmeste; måske ved man ikke, hvad man har mest brug for, eller man magter/orker ikke at blive ved med at forsøge at forklare, og derfor ender det desværre nogle gange med, at den sørgende trækker sig ind i sig selv og sorgen og undviger at tale om sorgen. Mange sørgende tænker også: ”Det skal mine nærmeste ikke belemres med igen, igen, så vi taler om noget andet”, så kan jeg græde/sørge, når jeg er alene igen. Denne tankegang er naturligvis ikke sund, men den er meget menneskelig.

Som sørgende må man forsøge at finde den rigtige hjælp for én selv, hvis man føler, man har brug for hjælp. Det kan være en lang proces at anerkende, at man har brug for hjælp – der kan gå meget lang tid med at indse dette. Når man så vælger at søge hjælp, vil det første valg tit være at søge hjælp på internettet, og her er også meget hjælp at hente men også meget at sortere i, men din egen læge er også et godt sted at begynde, da lægen ofte ved, hvilke former for tilbud, der findes i netop dit område.

© Brdr. Oest Begravelsesforretning