“Af jord er du kommet, til jord skal du blive”

Mary-Ann Wulff Bliv klogere

Dette kan muligvis blive fremtiden hurtigere, end du tror. Det amerikanske firma ”Recompose” er i gang med at lancere et nyt koncept, hvor afdøde mennesker bliver til kompost i stedet for den traditionelle begravelse eller bisættelse. De satser på at begynde projektet i den store by Seattle i staten Washington i begyndelsen af 2021.

Tanken bag firmaet er at mennesker blandt andet kan bidrage til jordens renhed efter døden. Firmaet kalkulerer med, at hvert menneskeliv, som afsluttes med kompostering, kan spare miljøet for omkring et ton kulstof forurening.

Ceremoni

Der er naturligvis mulighed for at afholde en ceremoni i smukke lokaler med indsatte træer. Træerne er flytbare, så rummet kan indrettes efter de pårørendes ønsker. Firmaet ”Recompose” forestiller sig, at de pårørende sidder på stole i en cirkel med den afdøde lagt i sin ”kiste” i midten. Selve kisten er mere som en kapsel, og den afdøde hviler i en stofpose på et lag træflis.

Du kan se fotos fra projektet på dette magasins side:

https://www.dezeen.com/2019/11/20/recompose-seattle-human-composting-olson-kundig/

Ud over at være en umiddelbart mere miljøvenlig behandling af afdøde i forhold til vores mange kremeringer i Danmark, er det også en pladsbesparende løsning i forhold til de mere gængse kistebegravelser i U.S.A. Det vil også løse et pladsproblem i U.S.A. især i de store byer. Nogle steder i Danmark, hvor man ikke kan genanvende gravsteder på grund af jordbundsforhold, vil det også afhjælpe et pladsproblem.

Processen

Selve processen med at omdanne den afdøde til jord går forholdsvis hurtigt, omkring 30 dage udtaler firmaet. De tilsatte varme elskende mikrober sørger for, at alt omdannes til jord; dog ikke eventuelle implantater. Implantater forsøges så vidt muligt at blive genanvendt lige som i Danmark, når det er muligt.

De efterladte kan få den omsatte jord udleveret, når der kun er ren jord tilbage. De kan så bruge jorden til at plante noget i eller lægge jorden på et, for dem, specielt sted. Firmaet kan også tilbyde at opbevare jorden i et columbarium, det vil sige+ en urnehal, eller at anvende jorden til jordforbedring et andet sted, hvor der skal plantes eksempelvis træer. Ifølge firmaet er den jord, som bliver tilbage lige så ren og fin som den dyreste planteskolejord.

I forvejen er det lovligt i 19 stater i U.S.A. med en såkaldt væskeopløsning af afdøde. Denne proces involverer varme, vand, kemikalier såsom lud og tryk, så en kompostering af afdøde mennesker er et mere naturligt valg. Det bliver spændende at følge, om idéen med kompostering også spreder sig til Europa på et tidspunkt.

Andre bud på fremtidens begravelsesformer kan du læse om her:

https://www.etfintfarvel.dk/doedens-historie-del-3/

© Begravelsesforretningen Brdr. Oest